Den mest kapabel mellemstore bombefly på den tid var den tomotorige Vickers Wellington, som fløj første gang i 1936 og trådte i tjeneste hos RAF med No.99 Squadron i Mildenhall i oktober 1938. Produktionsflyet lignede ikke prototypeflyet, og sammenlignet med samtidige mellemstore bombefly, der allerede var i tjeneste, virkede Wellington meget mere avanceret i design og et fly frygtet af enhver potentiel fjende. Dens slanke monoplan-design og tunge defensive bevæbning placerede den nye Wellington som en af de avancerede og kapabel mellemstore bombefly i verden.
\r
Den måske mest betydningsfulde egenskab ved Wellingtons design var brugen af en geodætisk konstruktionsmetode, som blev udviklet af den berømte britiske ingeniør og opfinder Barnes Wallis. Duralumin W-bjælker blev brugt til at danne en metalgitterkonstruktion, hvorpå der blev skruet trælister, som derefter ville gøre det muligt at fastgøre flyets dopede stofydre hud.
\r
Det resulterende flyskrog var relativt let i vægt, men havde stor styrke, og selvom konstruktionsmetoden udgjorde en udfordring for virksomheder, der var involveret i fremstillingen af Wellington-bombefly, viste den iboende styrke sig at være afgørende, da flyet blev kastet ud i kamp.
\r
I stand til at modstå betydelig kampbeskadigelse, formåede adskillige RAF Wellingtons at bringe deres besætninger hjem, når de andre bombefly ikke ville have været i stand til det.