Brugen af farver er en afdæmpet poesi. Den primære tone med lav mætning er ikke monoton, men fungerer snarere som en ydmyg fodnote reserveret til rummet; lejlighedsvise stænk af accentfarver er som rim i et digt, der skaber overraskelser inden for ordenen. Vi forfølger ikke blot en ophobning af farver, men snarere konstruktionen af specifikke følelsesmæssige felter gennem farvepsykologi—hvor vi lader den rolige blå fremkalde rationel tankegang, bruger blød råhvid til at skabe en følelse af tryghed og låner dyb smaragdgrøn til at vække filosofisk refleksion.

I det omhyggelige håndværk betragter vi det som skabelsen af miniaturearkitektur. Bredden af sømmene er ikke kun en afspejling af håndværket, men også en overholdelse af ordenens skønhed; kurvaturen af affasningerne har gennemgået hundredvis af simuleringstests for at finde det gyldne skæringspunkt mellem visuel komfort og ergonomi; selv de skjulte grænseflader følger strenge aksonometriske forhold. Denne dedikation til det usete er kilden til sofistikering.