Brugen af farver er en behersket poesi. Den lavmættede hovedtone er ikke monoton, men snarere en ydmyg fodnote reserveret til rummet; lejlighedsvise stænk af accentfarve er som rim i et digt, der skaber overraskelser inden for orden. Vi forfølger ikke blot en ophobning af farver, men snarere konstruktionen af specifikke følelsesmæssige felter gennem farvepsykologi - lader rolig blå fremkalde rationel tanke, bruger blød off-white til at skabe en følelse af sikkerhed og låner dyb smaragdgrøn til at udløse filosofisk refleksion. I det omhyggelige håndværk betragter vi det som skabelsen af miniaturearkitektur. Bredden af sømmene er ikke kun en afspejling af håndværk, men også en overholdelse af ordenens skønhed; krumningen af affasningerne har gennemgået hundredvis af simuleringstests for at finde det gyldne krydsfelt mellem visuel komfort og ergonomi; selv de skjulte grænseflader følger strenge aksonometriske forhold. Denne dedikation til det usete er kilden til sofistikering.