Brugen af farver er en afdæmpet poesi. Den lavmættede hovedtone er ikke monoton, men snarere en ydmyg fodnote reserveret til rummet; enkelte stænk af accentfarve er som rim i et digt, hvilket skaber overraskelser inden for ordenen. Vi stræber ikke blot efter en ophobning af farver, men snarere konstruktionen af specifikke følelsesmæssige felter gennem farvepsykologi – lader beroligende blåt fremkalde rationel tænkning, bruger blødt knækket hvidt til at skabe en følelse af tryghed, og låner dyb smaragdgrøn til at vække filosofisk refleksion.
I det omhyggelige håndværk ser vi det som skabelsen af miniaturearkitektur. Bredden på sømmene er ikke blot en afspejling af håndværksmæssig dygtighed, men også en overholdelse af ordenens skønhed; fasernes krumning har gennemgået hundredvis af simuleringstests for at finde det gyldne skæringspunkt mellem visuel komfort og ergonomi; selv de skjulte grænseflader følger strenge aksonometriske relationer. Denne dedikation til det usynlige er kilden til sofistikering.