Brugen af farve er en tilbageholdende poesi. Den lavmættede hovedtone er ikke monoton, men snarere en ydmyg fodnote reserveret til rummet; lejlighedsvise stænk af accentfarve er som rim i et digt, der skaber overraskelser inden for orden. Vi stræber ikke efter blot en ophobning af farver, men snarere konstruktionen af specifikke følelsesmæssige felter gennem farvepsykologi – lader beroligende blå fremkalde rationel tænkning, bruger blød elfenbenshvid til at skabe en følelse af tryghed og låner dyb smaragdgrøn til at vække filosofisk refleksion.
I det omhyggelige håndværk ser vi det som skabelsen af miniaturearkitektur. Bredden af sømmene er ikke kun en afspejling af håndværksmæssig dygtighed, men også en overholdelse af ordenens skønhed; affasningernes krumning har gennemgået hundredvis af simuleringstests for at finde det gyldne skæringspunkt mellem visuel komfort og ergonomi; selv de skjulte grænseflader følger strenge aksonometriske relationer. Denne hengivenhed til det usynlige er kilden til sofistikering.