Brugen af farver er en behersket poesi. Den lavmættede hovedtone er ikke monoton, men snarere en ydmyg fodnote reserveret til rummet; lejlighedsvise stænk af accentfarver er som rim i et digt, der skaber overraskelser inden for orden. Vi stræber ikke efter en blot ophobning af farver, men snarere konstruktionen af specifikke følelsesmæssige felter gennem farvepsykologi – lad rolig blå fremkalde rationel tanke, brug blød råhvid til at skabe en følelse af sikkerhed, og lån dyb smaragdgrøn til at vække filosofisk refleksion.
I det omhyggelige håndværk betragter vi det som skabelsen af miniaturearkitektur. Bredden af sømmene er ikke kun en afspejling af håndværk, men også en overholdelse af ordenens skønhed; krumningen af affasningerne har gennemgået hundredvis af simuleringstests for at finde det gyldne skæringspunkt mellem visuel komfort og ergonomi; selv de skjulte grænseflader følger strenge aksonometriske relationer. Denne dedikation til det usete er kilden til raffinement.